Veddelev Strands Bådelaug — eller VSB — er en sejlklub med hjemsted på Veddelev havn ca. 5 kilometer nord for Roskilde. Klubben har omkring 450 medlemmer og disponerer over et dejligt klubhus med gode faciliteter og en smuk udsigt ud over Roskilde Fjord.
Medlemmerne sejler kølbåde og motorbåde, der ligger i Veddelev Havn, joller på land, og trailerbåde der bruger klubbens slæbested. Selve havneanlægget — der har plads til 120 både — ejes af Veddelev Strand Lystbådehavn (VSL), et andelsselskab.
VSB disponerer også over en smukt beliggende landplads, hvor Roskilde Fjord Kajakklubs hus ligger. Pladsen bruges til vinteropbevaring; om sommeren tjener den som offentlig parkering for de mange gæster der besøger havnen og de nærliggende grønne arealer.
Kort om VSB og VSLs historie
Veddelev Strands Bådelaug blev startet 26. marts 1965 af lokale beboere i Veddelev, som havde både og joller liggende på stranden og i den lille gamle fiskerhavn. Andre havde en båd liggende for svaj uden for. Den gamle havn var i sin tid anlagt af militæret som erstatning for at fiskerne i Veddelev blev flyttet væk fra det område, hvor man i 1920 anlagde en skydebane ud mod høje klint.
Bådelauget fik med årene udbygget havnen med en anløbsbro, som blev slået hvert forår og taget ned igen om efteråret. Senere fik man anlagt en “jernbane”, så bådene kunne søsættes og tages op igen om efteråret. Ved hjælp af løse skinner kunne båden trilles på beddingvognen rundt på pladsen. Juniorarbejde kom der tidligt gang i — man fik anskaffet et antal optimistjoller, og en flydebro som stadig anvendes i dag.
Klubhuset og havnekontoret bestod først af en, siden to skurvogne, der var klodset op på pladsen ind mod skrænten. Et lokumsskur med spand havde man naturligvis også. Den ene skurvogn findes stadig og benyttes af fritidsfiskerne, der har sat den flot i stand. Også lokumsskuret eksisterer og anvendes i dag til diverse grej.
Den nye havn
I flere år havde man i VSB talt om at få en rigtig havn, der kunne anløbes af både med dybere stikkende end den gamle havns ca. 1 m. Det lykkedes at få indgået en lejekontrakt med Veddelev Grundejerforening, der ejede den gamle havn med tilhørende landareal, samt med Roskilde Kommune, der ejede strandarealerne både nord og syd for. VSB erhvervede samtidigt retten til at bygge en lystbådehavn i Veddelev.
I 1978 stiftede man Veddelev Strand Lystbådehavn amba (VSL) som et andelsselskab — formålet var ifølge vedtægterne at “virkeliggøre bådelaugets planer og udnytte de lejeaftaler, som VSB havde opnået.” 100 af VSBs medlemmer gik sammen om projektet og indbetalte tilsammen en andelskapital på 5 mio. kr. Byggeriet blev påbegyndt i eftersommeren 1979, og havnen stod klar til indvielse i foråret 1980.
Forholdet mellem VSB og VSL
Hovedprincippet i samarbejdsaftalen er at VSB er det fælles bådelaug for alle brugere af området og naturligt tager sig af alle de aktiviteter og faciliteter, der står til rådighed for medlemmerne. I praksis står VSB for landværts faciliteter, mens VSL varetager drift og vedligehold af selve havneanlægget — moler og broer — samt administrationen af havnepladser. Alle brugere af havnen, andelshavere såvel som ikke-andelshavere, er med til at dække driften af havnen og er derfor også medlem af VSB.
Den aftalte opgavefordeling indebar at VSB i forbindelse med havnebyggeriet investerede i kajstrækningen, grusbelægninger, jollebroer, mastekran m.v. Roskilde Kommune forlangte at der blev anlagt en ny nedkørselsvej til havnen, som VSB stadig betaler afdrag på.
Læs mere om VSL og deres dokumenter under Om VSL.